The Boss spiller Bruce Springsteens musik i RemisenBrande fredag d. 24. januar (PR-foto).

Talemåden ”vogt dem for efterligninger” kan ikke bruges her, for det er som at være til koncert med ”The Boss” himself. Glæd dig!

Det er vel nok det tætteste, man kommer på en Bruce Springsteen-koncert, når The Boss indtager scenen i RemisenBrande fredag, d. 24. januar.
- Vi var ikke et sekund i tvivl, da bandet besøgte os i april sidste år – dem skal vi have tilbage igen, lyder det fra Jørgen Haahr fra Musikforeningen Branderocker.dk, som står bag koncerten.
Bandet bestræber sig på at levere et så autentisk og gennemarbejdet musikalsk Springsteen-show som overhovedet muligt med den glæde, energi og entusiasme, som kendetegner enhver Springsteen-koncert. Mest af alt giver The Boss folk en oplevelse og et genhør med Springsteens univers – det brede musikalske udtryk, fra den hårde rock til de mere bløde ballader, hvor teksternes omdrejningspunkt er hverdagslivet og et brændende socialt engagement!
Er du til Springsteen, så er du her sikret en god aften i byen med vennerne.