Af Arne Mariager

Ind i mellem er det svært at bevare den naturlige pessimisme.
Jeg er lige vendt hjem fra en uges fiske-ferie ved Skjern Å, lidt nedstrøms Clasonsborg. Hvert år tager min søn og jeg en far-søn tur med det fromme formål at fange en laks. Denne gang lykkedes det. Junior fangede en sølvskinnende fisk på 85 cm. – sagde han. Det passer ikke, påstår jeg. Den var mindst ti centimeter længere. Men Kristian har ikke kigget på laks så mange gange, som jeg – og han ville ikke overdrive. Men spørgsmålet om fiskens længde og vægt står hen i det uvisse. For den svømmer nemlig stadig i Skjern Å. For vi måtte sætte fisken ud igen. Kvoten for store laks – dem over 75 cm. – var nemlig opfisket samme morgen, som Kristian fik sin fisk.
Jeg tilhører den gamle garde af sportsfiskere, der er bekymret over det såkaldte catch and release-fiskeri. Altså at man fanger fisk, afkroger dem og genudsætter dem. Jeg bryder mig ud fra en etisk tankegang ikke om, at man i tyve-25 minutter kæmper med en stor fisk – for så bagefter at lade den svømme videre. Jeg synes, det er i orden at aflive fisken – og spise den. Som mennesket altid har gjort. Som jægeren gør, når han skyder en fasan eller en hare. Dyr, heller ikke fisk, skal ikke være ”legetøj” for mænd, der søger spænding. Laksefiskeri skal i mine øjne ikke være en slags tyrefægtning. Men det er en holdnings-sag. Under alle omstændigheder var Kristians laks kroget, så vi kunne befri den og lade den svømme videre. Et vink med halen – og det var det.
Og tilbage til det med pessimismens vanskelige vilkår: Skjern Å er jo blevet et helt forrygende laksevand. Der er gjort en kæmpe-indsats for at redde Skjern Å-laksen, og det er lykkedes til fulde. Det, at første kvote i år på omkring 250 store laks blev opfisket på halvanden uge, var skidt for Kristian og jeg – og vores tur. Men det siger noget om, at bestanden af laks er temmelig god. Jeg har fisket laks i Norge i mere end tredive år. Jeg vil faktisk gætte på, at hvis man sammenligner antallet af laks med de kubikmeter vand, der er i vandløbene, så kan i det mindste Storåen og Skjern Å måle sig med de bedste norske lakseelve. Det er klart, der er flere laks i Namsen end i Skjern å. Men Namsen rummer også 10 gange så meget vand og er tre gange så lang. De vestjyske åer er ved at udvikle sig til nogle af Europas bedste lakse-vande, takket være en stor indsats af lokale sportsfisker-foreninger, miljøministeriet og i et tæt samarbejde med Dansk Center for Vildlaks og Aqua-centret i Silkeborg. Det er forrygende. Der kommer en dag, hvor sportsfiskere fra mange lande vil strømme til Danmark for at prøve lykken. De lægger penge på hoteller, restauranter, campingpladser og hos diverse lodsejere. Så får vi se, om det sociale fiskeri i Danmark kan bevares. På grund af sportsfiskerforeningernes aftaler med diverse lodsejere er det forholdsvis billigt at fiske i en dansk å – og alle kan købe sig til en fiskeoplevelser. Og man mødes ved åen, snakker og har det fint. På tværs af uddannelse, baggrund, økonomi og social status. I adskillige lande er laksefiskeriet skruet op i priser, der kun lader meget velhavende mennesker komme til.