En hel vanvittig uge er gået. Den startede med, at de sidste valgfoldere skulle uddeles. De blev uddelt sammen med rundstykker til hele Sdr. Omme by søndag morgen. Her vil jeg gerne sige tak til hele hjælperholdet. 15 mand stod klar kl. 5 og vi var færdig kl. 7.30 - godt gået!
Jeg havde fået tildelt jobbet som valgstyreformand. Valgdagen d. 16-11 startede kl. 6.30 på Sdr. Omme Kro med at klargøre valglokalet. Kl. 8.00 åbnede jeg valget og kl. 20 erklærede jeg valget for afsluttet. Optællingen kunne begynde og efter godt en times tid var stemmerne til kommunevalget på plads og antallet af mandater til de enkelte partier kunne tildeles. Vi i Socialdemokratiet fik 9 pladser. Det er et fint resultat - en fremgang på 4 %. De første forhandlinger om borgmesterkæden kunne begynde. Resultatet blev, at Venstre og Socialdemokratiet lavede en konstitueringsaftale, hvor Venstre får borgmesterposten. Meget sent om natten kl. 1.00 var de personlige stemmer optalt og spændingen blev udløst mht. hvem der er valgt for de næste 4 år til byrådet. 248 personlige stemmer blev der til mig – det er flot og jeg vil gerne sige mange tak til alle og tak for tilliden. De efterfølgende forhandlinger har resulteret i, at Socialdemokratiet får 1. og 2. viceborgmester og der bliver 2 udvalgsformandsposter til hver af de 2 partier. Efterfølgende er Konservativ gået med i konstitueringen. Vi gik helt klart efter borgmesterposten, men når det ikke kunne lade sig gøre, søgte vi mest mulig indflydelse og det er efter min mening det, som vi har opnået. Resultatet bør også give arbejdsro i det nye byråd med 22 mandater bag en konstituering og 3 som er udenfor. Torsdag var pladserne i udvalgene fordelt og de næste 4 år får jeg sæde i Økonomiudvalget.
Fredag eftermiddag havde vi i gymnastikafdelingen arrangeret et weekendarrangement, hvor vi tog til Baboon City i Herning. Da vi kom tilbage til hallen i Sdr. Omme, blev jeg modtaget af mange mennesker bl.a. Hovedbestyrelsen for SOIF. Her fik jeg den ære at blive Æresmedlem i SOIF. Det var en kæmpe overraskelse og jeg siger mange tak for tildelingen. En vanvittig uge jeg sent vil glemme.

Med venlig hilsen
Kurt Jensen
Medlem af Billund Byråd for Socialdemokraterne
Tlf. 29638364