Hæsligt – og utroligt

Krig!
Det er et forfærdeligt ord. Tænk at fire bogstaver kan indeholde så megen elendighed. I min generation har vi heldigvis været forskånet for krig – men vi voksede ikke desto mindre op i den kolde krig – og under skyen fra atom-rædslerne.
Det blev aldrig til noget. Så tøede den kolde krig op, Sovjetunionen gik i opløsning, normaliteten bredte sig og den sunde fornuft fik nogle gode år.
Men nu er det galt igen. Torsdag i den forløbne uge invaderede Rusland den mindre nabo, Ukraine. Krig. Med granater, flyangreb, angst, vold og død.
Det er forfærdeligt. Og utroligt. Hvordan kan det forekomme i 2022? Hvordan i al verden kan det være, at politiske ledere – belært af den bitre historie – ikke kan finde på andet end krig?
Tjae, bl.a. fordi det viser sig, at storpolitik fortsat styres af- og bestemmes af – mennesker. Der sidder en Putin i Rusland, og han er lige så uforsonlig, som diktatorer altid har været. Vind og vand kan slide klipper. Men tidens tand gnaver åbenbart ikke i diktator-sind. De holder sig.
Bortset fra det rædselsfulde ved en krig, er det vildt overraskende, at den russiske leder virkelig risikerer en krig. Jeg gik i min naivitet rundt og troede, at Putin inderst inde ikke mente det alvorligt med al den krigsretorik. Det gjorde han åbenbart. Men måske er Putin i virkeligheden blevet fanget af sine egne ord. Måske har han vovet sig så langt ud på isen i alle talerne, at han ikke har kunnet vende om. Lige så hæslig, som krigen i Ukraine er, lige så overraskende er den. Det burde have været muligt at undgå den krig.
Derfor er det måske – selv om vi alle kan være enige om Putins enorme ansvar for krigen – alligevel formålstjenligt at spørge: ¨Hvad kunne vi – hvad kunne vesten – have gjort, for at sænke spændingen?
Putin har mange modstandere i Rusland, men blandt de jævne russere er han populær. Menigmand har det bedre end nogensinde i Rusland. Der er mad i butikkerne, der er varme i skolerne. Busserne kører. Dagligdagen for russerne er blevet bedre. Og så har Putin formået at skabe respekt om Rusland. Uanset Kinas og USA´s storhed, er ingen i tvivl om, at Rusland også har en stemme – og fortjener at blive hørt. Derfor er mange russere reelt stolte af deres præsident – og af deres land.
I det lys er det måske ikke helt rimeligt, at kritisere Putin og Rusland så hårdt, som mange vestlige ledere har fået for vane de senere år. Måske skulle vesten have lagt lidt mere energi i dialogen med Rusland og lidt mindre i at tale om NATO´s styrke.
Det er måske ikke nogen overbevisende ide at snakke NATO større og stærkere, end NATO er. Eller at lufte muligheder for udvidelse af NATO med Ruslands nabo-stater. Tænk lige over, hvordan amerikanerne ville reagere, hvis Mexico flirtede med Warshawa-pagten!
Det kan godt være, at Putin på det seneste har været særdeles rabiat i sine udtalelser, men set over en rum tid har han ikke været den eneste. Vesten har fulgt godt med. Og det pokkers ved det er, at ord, når de gentages tit nok, bliver farlige.