FC Midtjyllands Rilvan Hassan, ses her sammen med Sebastian, Anders og William fra Sdr. Omme.

Nogle af de yngste fodboldspillere fra Sdr. Omme, har været meget aktive de sidste par weekender. Lørdag eftermiddag den 21-09-2013 mødtes drengene i Sdr. Omme, for at tage til Herning og se deres idoler fra FC Midtjylland spille fodbold. Stemningen var i top allerede ved ankomsten. Drengene havde fundet fodboldtøjet frem og snakken gik højlydt omkring, hvordan drengene fra Heden ville knuse dagens modstander fra Viborg…… Inden Superligakampen havde FC Midtjylland arrangeret en masse sjove events for ungdomsspillere fra deres samarbejdsklubber, heriblandt Sdr. Omme. Så der var arrangeret autografskrivning, hoppeborge, ansigtsmaling, streetfodbold og meget mere. Drengene fik prøvet en masse sjove ting, fik autografer af et par af spillerne og en billet til Superligakampen mod Viborg. Superligakampen endte uden scoringer, men drengene hyggede sig og heppede på FCM i gennem hele kampen. Efter kampen var det således en flok trætte og lidt hæse drenge, der satte sig i bilerne retur til Sdr. Omme. Allerede næste formiddag klokken 09.00 skulle drengene af sted igen. Denne gang til Billund for selv at spille fodbold. Drengene havde tydeligvis fået tanket ny energi, de fightede godt og spillede nogle rigtig flotte kampe og scorede nogle flotte mål undervejs. Efter kampene var der traditionen tro medbragte (og bagte) forfriskninger til både børn og forældre.

Torsdag den 04-10-2013 var sidste træningsdag for spillerne. Efter træningen blev der grillet pølser til alle fremmødte spillere og forældre.
Søndag den 06-10-2013 blev de sidste kampe spillet i sæsonen. Det blev til nogle rigtige gode kampe og sæsonen blev således sluttet af på bedste vis.
”Det har været en rigtig god sæson, hvor drengene rigtig har hygget sig”, udtaler træner Kasper Andreasen. Indendørsfodboldtræning starter i uge 43.