Hoven Judoklub rykker teltpælene op og flytter til Sdr. Omme og skifter samtidig navn til Sdr. Omme-Hoven Judoklub.

Af Villy Guldbrand Jensen -
Hoven Judoklub flytter ved årsskiftet adresse fra Hoven Hallen til Sdr. Omme Multicenter, og ændrer samtidig navnet til Sdr. Omme-Hoven Judoklub.
- Jeg vil gerne at det går klubben bedst muligt, og vurderer at vi har større mulighed for at udvikle klubben ved at flytte til Sdr. Omme, lyder det fra stifter og træner af Hoven Judoklub Martin Sørensen, der kun har mødt positive tilkendegivelser på flytningen af klubben.
- I Sdr. Omme Multicenter får vi mulighed for at træne i minihallen, og det er vores håb at vi kan trække flere udøvere til vores sport, fortsætter Martin Sørensen, der gerne ser flere seniorer – og specielt kvinder – der vil dyrke sporten.
Vi holder introdag i starten af året, hvor folk kan komme og se hvad sporten går ud på, og evt. selv prøve det på egen krop.
Ellers er det meningen at vi vil træne hver fredag sidst på eftermiddagen – og hvis der kommer tilstrækkelig opbakning, vil vi lave træning for seniorer og store børn torsdag aften, forklarer Martin Sørensen, der gerne vil appellere til især kvinder, at de prøver at møde op og ser hvad judosporten kan tilbyde dem.
Det er på landsplan et problem at sporten ikke tiltrækker nok voksne kvinder, og Coronaen har selvfølgelig ikke gjort det nemmere.

Tre jyske mestre
Hoven Judoklub har for ængst gjort sig bemærket i sporten, og kan p.t. prale af at have hele tre forsvarende jyske mestre.
Klubben har i dag 18 medlemmer og har eksisteret i fem og et halvt år.
Med flytningen til Sdr. Omme håber Martin Sørensen at skabe endnu mere interesse for klubben.
Klubben har til dato været en del af Hoven IF, men efter flytningen til Sdr. Omme er det meningen at Sdr. Omme-Hoven Judoklub bliver en selvstændig klub.
- Det er ikke fordi det er nødvendigt. Vi er medlem af unionen og kan deltage i alle stævner og mesterskaber, men ønsker at være en selvstændig klub, fortæller Martin Sørensen der fortsætter som træner i klubben, og glæder sig til at se de nuværende medlemmer og nye ansigter når de efter nytår starter op i Sdr. Omme.