Af Kristina Danielsen, formand i Sdr. Omme Borger & Erhverv

Sdr. Omme Borger- og Erhvervsforening er en forening, som forsøger at skabe arrangementer og tiltag i byen i samarbejde med Landsbyrådet. Vi afholder bl.a. Fastelavn, Halloween og julemarked, vi bidrager til Jydefesten med at finde frivillige i samarbejde med SOIF, vi afholder marked om sommeren, hvor en gruppe frivillige er tovholdere, vi har flagallé ned gennem Hovedgaden, hvor en stor gruppe frivillige er tovholdere for denne del og vi holder nogle af de grønne områder i byen, også med hjælp fra frivillige. Vi er meget afhængige af alle de frivillige, som vi har i vores skønne by og omegn og vi vil gerne takke hver og en!
Inden Corona var vi i gang med at arrangere et arrangement for de betalende erhvervsdrivende i byen, men dette blev der sat en brat stopper for. Vi er derfor i gang med at få et arrangement op at stå i starten af det nye år og de erhvervsdrivende vil i den forbindelse modtage en indbydelse, formentlig på mail.
Halloween er desværre ikke noget, som Borger og Erhverv er vært for i år, da vi desværre har set en stor nedgang i betalende medlemmer og da der var lavvande i forvejen i foreningens kasse, så har vi i bestyrelsen valgt ikke at afholde noget. Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at vi har følt os nødsaget til at aflyse dette, men vi står overfor en stor udgift i forbindelse med julebelysning – forhåbentlig til næste år.
-Det er desværre ikke kun Halloween, som ikke bliver til noget i år. Vi har også i bestyrelsen valgt at julebelysning igennem Hovedgaden, ikke vil blive sat op i år. Dette skyldes at den strøm, som for mange år siden blev gravet ned i jorden, ikke længere er stabil og sikker og trænger til en udskiftning, så ingen kommer til skade, hvis man rører ved stolperne til julebelysningen. Dette er en meget stor udgift og derfor har vi valgt at tænke i andre baner. Vi har været på besøg hos et firma, som forhandler julebelysning. Vi har hos dem fundet noget helt nyt belysning, som vi på baggrund af, har søgt fonde og midler til. Samtidig har Aktive Kvinder også givet et tilskud til nyt julebelysning og vi håber derfor, at vi til næste år kan vise byens nye julebelysning, som denne gang vil sidde fast direkte på lygtepælene. Vi har endnu ikke hørt fra fondene, hvorfor vi ikke kan komme videre med julebelysningen i år. Vi har derfor et håb om at Hovedgadens erhvervsdrivende og private vil hjælpe os med at gøre byen hyggelig i december med julebelysning.
Samtidig håber vi, at man som både privat- og erhvervsdrivende vil genoverveje at være medlem af foreningen, så vi både kan afholde Fastelavn, Halloween mm. til næste år og samtidig også få nyt julebelysning igennem byen.
Man kan indbetale på Reg.nr. 9687 og kontonr. 0003083098 eller Mobilepay 40206.
Vi havde i starten af september en lodtrækning, hvor der blev trukket lod om 2 x ugens jyde fra Sdr. Omme Kro. Vinderen blev Regnar Birk Knudsen og han har modtaget gavekortet.
Til årets julemarked d. 28. november vil der vanen tro være en lodtrækning af et betalende medlem, hvor denne kan vælge en butik i byen, hvor man ønsker et gavekort til på kr. 1.000.
Derudover kan man stadig nå at få en stand til julemarkedet d. 28. november, hvis man skulle have noget julerelateret at sælge. Kontakt Poul Erik Andersen på tlf. 29688853 eller på mail brugsmandandersen@gmail.com – senest d. 20. november 2021.