Jeg vil starte med, at sige 1000 tak til de 1.240 vælgere, der satte krydset ved liste O og Dansk Folkeparti sidste tirsdag! Og en særlig tak fra min side, til de 168 personer, der satte krydset personligt ved mig! Jeg, og Per Nyhus vil gøre vores bedste, for at leve op til den tillid i har vist os!

Min valgkamp var meget anderledes i forhold til valgkampen i 2017. Op til valget i 2017 havde jeg i løbet af året stor mulighed for at komme rundt i kommunen og dele brochurer ud, og få en snak med folk. 2021 har været noget anderledes. Coronaen har sat mange begrænsninger, og min arbejdsplads har, i perioden mellem de to valg, fordoblet produktionen. I den forbindelse har min arbejdsfunktion ændret sig, og jeg har ikke, på samme måde som i 2017, kunnet lade mig dække ind af andre, og tage lidt ekstra fri. Tvært imod har året været præget af en stor mængde overarbejde. Det har jeg skullet få til at virke, samtidig med jeg, modsat i 2017, har haft mange politiske poster, der har krævet både mange møder, og mange timers forberedelse.

Selve valgdagen ”startede” for mit vedkommende kl. 00.45, hvor jeg stemplede ud på mit arbejde, efter en dag hvor jeg skiftevis var til møder og på arbejde. Kl. 07.30 var der orientering om dagens gang, og 08.00 åbnede valgstedet. De næste 12 timer gik så med valghandlingen. Vejledning af borgere, en masse afspritning af kuglepenne og valgbokse, og i en pause blev der også lige tid til et smut til Grindsted, og en coronatest. Kl. 20.00 lukkede valgstedet, og optællingen af stemmerne begyndte. Sandhedens øjeblik nærmede sig, og spændingen steg.

Frem mod valget havde alle meningsmålinger vist, at valget ville blive en større nedtur for Dansk Folkeparti. I DF Billund havde vi dog et håb om, at vores indsats lokalt i Billund Kommune, kunne give et noget bedre resultat, og vi havde en klar forventning om, vi som minimum kunne holde på to af vores tre mandater. Som kandidat til kommunalvalget, skulle jeg tælle stemmer til regionen, og det stod hurtigt klar for mig, at Dansk Folkeparti fik store klø i det valg. Efter endt optælling af regionsstemmerne kunne jeg konstatere, at det så langt bedre ud i kampen om byrådspladserne, i hvert fald i Sdr. Omme. Meldinger fra andre valgsteder viste dog et noget mørkere billede. Personligt gik jeg i Sdr. Omme fra 80 stemmer i 2017 til 122 stemmer i 2021, hvilket jeg ikke var sikker på ville være nok til en plads i byrådet, hvis vi kun fik to mandater. Lige inden jeg satte mig i bilen, for at køre ind til Magion, fik jeg dog en melding fra Socialdemokratiet om, at vi som følge af de forskellige valgforbund, havde sikret os tre mandater igen, så humøret var højt på turen derind.

Meget kan ske på ti minutters køretur, og ved ankomst til Magion fik jeg at vide, vi manglede ca. 20 stemmer i at få det tredje mandat. En anden mavepuster var, at Venstre og Socialdemokratiet var strøget direkte i forhandlingslokalet, uden at ønske samtaler med nogen andre partier. Vi havde godt hørt rygter om, de to havde lavet en aftale allerede inden valget, men håbede på, det ikke passede, da det ville fjerne alle muligheder for reel indflydelse på konstitueringen. Kort tid efter kom S og V tilbage, og meddelte de havde indgået en aftale, og fordelt ”rovet”. Så var der ellers tilbage, at vente på de endelige personlige tal, og dermed hvem der var valgt, få en bid brød, og ellers fordøje nederlaget. Ved et tiden stod det klart, jeg var genvalgt, og ved tre tiden kunne jeg omsider krybe til køjs.

Dagene efter valget bød på en opringning fra den nye borgmester, at man ikke ønskede Dansk Folkeparti med i konstitueringen. Den konstitueringsaftale S og V har lavet (og som Konservative har tiltrådt), er heller ikke en vi ville kunne acceptere. Vi må nu indstille os på fire år på bageste række, hvor vores opgave bliver, dels at bide de andre i haserne på deres utallige valgløfter, dels at byde ind med gode fornuftige løsninger på Billund Kommunes mange opgaver.

Med venlig hilsen

Mogens Jørgensen, Dansk Folkeparti