Hvis de følger med oppe fra himlen vil de 4 lystige gutter Store Semmel, cykelhandler Simonsen, dritler Lauge og Lille Jørgen klukke lystigt over at se at det der startede som en spøg nu næsten hundrede år efter får historierne til at vælte frem i Sdr. Omme.

Af Villy Guldbrand Jensen -
På en sten for enden af stien fra det gamle mejeri i Sdr. Omme ned mod åen står en sten – og det har den gjort siden 1933 – med inskriptionen: Rejst af Lauge – Semmel – Simon-sen – Slagter Lundsgaard 1933.
For mange af byens borgere siger navnene nok ikke så meget – det er trods alt snart 90 år siden stenen blev rejst, men for Grethe Jensen og Tom Simonsen er det lokalhistorie og en fortælling om 4 af byens dengang originaler, som hver især og sammen satte deres præg på bybilledet.
Og for dem begge er der tale om nære slægtninge – farbror og farfar – der var meget iøjnefaldende i bybilledet dengang.
- Stenen fandt de, da de var i gang med at grave en grøft, og de måtte med håndkraft og taljer løfte den op og væk, fortæller Tom Simonsen der er barnebarn til Marinus Simonsen, der på det tidspunkt drev cykelforretning i Sdr. Omme.
- Og de syntes at stenen var så flot, at det ville være en skam hvis den bare blev smidt til siden, så det gav dem ideen til at sætte et varigt minde for dem selv.
De fire var dritler Lauge Krogh, Christian Semmel, der vel nærmest var datidens entreprenør, cykel-handler Marius Simonsen og slagter Jørgen Lundsgaard.
4 lystige gutter der jævnligt mødtes for at dele 4 øl, og hver især satte sit præg på byen.
- Vi syntes at det er en sjov ide de fire gutter fik i sin tid og derfor har vi to efterkommere, Tom og jeg, taget initiativ til at få malet stenen op igen, fortæller Grethe Jensen, der er niece til Semmel.
En farbror hun kan fortælle mange sjove historier om.
Store Semmel som han blev kaldt opnåede sit mål – at blive hundrede år.
- Det havde han sagt mange gange: Jeg bliver mindst hundrede år, fortæller Tom Simonsen, og det holdt stik. Ovenikøbet 100 år og 14 dage.
Store Semmel døde i 1987, som den sidste af de fire venner.
Men 10 minutter i selskab med Grethe og Tom vidner om at de langt fra er glemt.
Historier og anekdoter væ-ter frem.
Og som med alle andre historier bliver de sjovere for hver gang de bliver fortalt.