- I forbindelse med vores nye skolebygning til Filskov Friskole & Børnehave har vi modtaget endnu en tilkendegivelse om endnu en flot donation, oplyser en glad Susie Mejer, der er næstformand for friskolens og børnehavens bestyrelse.
Det er den lokale tømrer- og byggevirksomhed, Junge Byg A/S, der har givet tilsagn om at støtte projektet økonomisk.
Om baggrunden for donationen forklarer indehaver Claus Junge, at han synes, det er et rigtig spændende koncept, Filskov Friskole har gang i. Især fordi friskolen har særligt fokus på at være blandt de førende indenfor modtagelsen af eleverne og på undervisningen i de håndværksmæssige og kreative fag, i øvrigt i tæt samarbejde med de tekniske skoler, oplever han.
Venskabsklasse
Derudover har Junge Byg A/S en venskabsklasse på skolen, som følger dem deres skoletid ud. En venskabsklasse fungerer på den måde, at hver klasse på skolen har en virksomhed i Filskov de er tilknyttet, som de kan besøge og flytte læringsmiljøet til andre lokationer og lære eksempelvis matematik, engelsk eller idræt på en anden måde, når det foregår i virksomheden. Det kan også være "fag", der ikke normalt er anført på skemaet, man lærer om i virksomhederne.
- Vi er som institution utrolig glade for den donation, som Junge Byg A/S har valgt at betænke os med. Det gør, at vi rykker endnu tættere på målet om en ny bygning til vores skole, men også til byen, lyder det fra Susie Mejer.
Præcis hvor meget, Junge Byg har givet tilsagn om at støtte byggeplanerne med, ønsker Claus Junge ikke at oplyse, men han vedstår gerne, at det er den største donation, hans firma nogensinde har tegnet sig for.