Politi og redningsberedskab måtte sidste mandag eftermiddag kl. 13.22 rykke ud til et solouheld på Skjernvej ved Sdr. Felding. Her havde en 32-årig mandlig bilist fra Skjern mistet herredømmet over sin personbil i en kurve med det resultat, at bilen rullede rundt og endte på taget.
Manden viste sig efterfølgende både at være påvirket af alkohol og narkotika, så han måtte med på politistationen i Herning for at afgive en blodprøve, der skulle fastslå den præcise promille.
Som om det ikke var nok viste det sig, at den 32-årige mand fra Skjern i forvejen var frakendt kørekortet.