Arnborgvej øst for Sdr. Felding var torsdag morgen spærret i flere timer efter et solouheld med en gylletransport. En tankvogn fyldt med gylle var kommet for langt ud i rabatten til, at chaufføren, en 35-årig mand fra Brørup, kunne rette den op, så han endte med at ramme først et træ, som blev rykket op ved rode, hvorefter lastbilens førerhus nærmest helt bogstaveligt krøllede sig sammen om det næste træ.
Manden slap mirakuløst med en mindre flænge i det ene ben, så det tilkaldte redningsberedskab kunne koncentrere indsatsen om at forhindre gyllen fra tanken i at løbe ud i naturen og den nærliggende Skjern Å.
Her var især indsatsen fra en snarrådig entreprenør uvurderlig, oplyser politikommissær Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning. Takket være hans indsats lykkedes det nemlig at inddæmme gyllen, inden den løb videre fra grøften.
Ulykken gav også arbejde til hjemmeværnsfolkene, som blev sat til at dirigere trafikken på stedet.