Hvad er det, der gør, at man kan få et særligt forhold til en by uden at kende hverken den eller dens mennesker? I anledning af Lyngpostens 40 års jubilæum causerer fhv. chefredaktør ved Vejle Amts Folkeblad, Arne Mariager over sit forhold til Sdr. Omme - byen midt i det hele.

Der kan siges meget om Sdr. Omme, og det meste er godt. Men lige netop at betegne Sdr. Omme som en havneby er vel i overkanten. Ikke desto mindre: Den dag, jeg lærte at holde af Sdr. Omme, kom jeg sejlende dertil.
Og det var måske derfor, det blev til kærlighed ved første blik. Min far og min onkel var med i kanoen. Vi var startet dagen før, fra præstegårdshaven i Ringive. Turen, som vi havde stillet store forventninger til, udviklede sig til et helvede, især for mig. For hver gang, vi kom til et dambrug, måtte kanoen tømmes for bagage, og begge dele måtte bæres forbi stemmeværket. Vi havde ikke undersøgt, hvor mange dambrug, der var langs åen. Men dengang, i forsommeren 1971, var antallet af dambrug langs Sdr. Omme Å ganske imponerende. Desværre havde mine to medrejsende den opfattelse, at det naturligvis måtte være den nittenårige, der slæbte og bar. Mens jeg sled, gik de fornøjede og talte om deres barndomsdage langs åen. Om aftenen slog vi teltet op på en eng ved Omvrå. Men klokken halv fire om morgenen blev vi vækket af en flok kvier, der stormede teltet, trampede på provianten og sked på kanoen. Vi flygtede ned ad åen. Og kom til Sdr. Omme. Vi fortøjede kanoen og gik – Herren være lovet - lige op til en kro. Det var over den tredje eller fjerde kop kaffe og et rundstykke inde på kroen, at det gik op for mig, at Sdr. Omme eksisterede og fortjente respekt. Og lige siden har jeg holdt af byen og heldigvis haft mulighed for hyppige besøg.

De gamle var her
Fluefiskeri, god mad, historie, gamle kirker, storladen jysk natur, fodbold, kvinder og gode venner har været krydderierne i min tilværelse, og Sdr. Omme og omegn har været leveringsdygtig i det hele. Allerede den første formiddag i byen studerede jeg kirken. Den var gammel, rigtig gammel. Et vidnesbyrd om, at mennesker i middelalderen også har følt kærlighed til området. For dem betød åen måske endnu mere, end den gør for det moderne menneske. For os er en å ensbetydende med livskvalitet. For middelaldermennesket var åen en del af eksistensgrundlaget. Fiskeri var ikke en sport, men en måde at skaffe mad på. Ikke en lyst, men en nødvendighed. Og åen var en transportvej på et tidspunkt, hvor det var lettere at fragte gods på en å end at slæbe det over land med studeforspand. De gamle var her. Efterkommerne er her endnu. Danmark er blevet et voldsomt centraliseret land. Mennesker flytter til større og større byer og bor oven på hinanden i flere lag. Mange mindre bysamfund tørrer ud. Husene står tomme. Forretningerne forsvinder. Jeg tror ikke, det er let at holde små bysamfund i live. De plages af centraliseringen. Men alligevel: Sdr. Omme er i live og har bevaret sin sjæl.

Kroen - og store størrelser
Kroen er der endnu. Det er en præstation. At se kroens stærkt varierede tilbud til de lokale og til turister er en fornøjelse. Påske-menu med saltbagt lam….ja, men det er jo tilbud fra en storby! Gourmet-aften, halloween-arrangement. Vinsmagning. Der sker hele tiden noget. Og der skal ske noget. I mindre bysamfund er der ikke længere noget, som bare kommer af sig selv.
Forleden, på en af de dage, hvor en optimistisk sjæl kunne bilde sig selv ind, at der var forår i luften, gik jeg en tur i Sdr. Omme. Først min private ”komme i godt humør”-tur, som jeg altid går, når jeg kommer til Sdr. Omme. Fra kroen ned over åen og så hen ad Enghaven. Så til højre ad stien, ned over åen, videre tilbage til byen. Men altså lidt sønden om Sønder Omme. Åen løber syd om hovedgaden. Det var den vej, jeg kom til Sdr. Omme, og det er den vej, jeg altid starter spadsereturen. Derefter kan man gå op i hovedgaden, eller gå bag om det hele og kigge på den smukke præstegård. Første gang jeg stod der, anede jeg ikke, at jeg mange år senere skulle få lejlighed til at stå i den smukke præstegårdshave og holde Grundlovstale.
Sdr. Omme er naturligvis også ramt af udviklingen. De ældre taler om dengang, der var en sognerådsformand. Dengang Sdr. Omme var en centerby. Men det er længe siden. Danmark begyndte for alvor at ændre sig i begyndelsen af 1960`erne. Landbrugssamfund blev industrisamfund, der blev informationssamfund, der blev IT-samfund. Men Sdr. Omme er der endnu, midt i det hele. Skolen er der. Tøjeksperten er der. Det kan godt være, min modebevidste 18-årige søn ikke er imponeret. Men jeg er. Tøjeksperten har store størrelser. Jubiiii…. Brugsen, Guldbageren. VVS-virksomhed, en tømrer, en el-installatør. Flere automobil-forretninger og værksteder. Om det så er en genbrugsforretning til fordel for Mission Afrika, så findes den. Det er der, alt sammen. I en lille by midt i det hele.

Kvinder og fodbold
Jeg drev rundt med hænderne i lommen og tænkte på nogle af de gode oplevelser, der for mig er forbundet med Sdr. Omme. En gang havde jeg en kæreste, hvis far ejede en maskinfabrik i området. Hvor tilfældighederne dog spiller ind i et menneskeliv. Hvis vi havde mødt hinanden på et lidt senere tidspunkt, var det måske blevet os. Så havde jeg måske boet på en ejendom i å-dalen. Men jeg var for meget drengerøv dengang. Jeg var på vej til København og karriere. Jeg så ikke kvaliteten i det nære. Dengang. Og da jeg vendte tilbage, var hun i Nordjylland og lykkelig gift.
Og jeg tænkte på den aften, da vi med Herning Folkeblads fodboldhold kørte til Sdr. Omme for at spille mod et hold af fangerne fra fængslet. De havde forstærket holdet med et par klubspillere fra Sdr. Omme IF (hed det vist dengang) – og med en enkelt funktionær fra fængslet, også en god spiller. Men det havde vi regnet med. Så vi havde et par divisionsspillere fra Ikast med. Det gav lidt bøvl, fordi nogle af de gode spillere genkendte hinanden. Men det blev en spændende kamp, og det endte med, at en af vore folk brækkede en finger, troede han. Det viste sig, at fingeren bare var gået af led. Dengang boede der en læge i Sdr. Omme. Han satte fingeren på plads igen. Vor mand hylede lidt, men hvad kunne vi forvente? Han kom fra Sjælland. Bagefter var der middag på kroen.

Det handler om mennesker
Og senere, da jeg blev en moden mand, blev det til mange fisketure i området og gode middage på kroen. Fordi Sdr. Omme ligger lige midt i det hele. Mine gamle venner og jeg er en flok Skjern Å-folk. Vi er til vestjysk natur. Vi er til den store, dybe å med den stærke strøm. Men nu og da, når vi har lyst til lidt poesi, drager vi til Sdr. Omme Å og tager en enhånds-fluestang med. Så traver vi gennem engene, lytter til dobbeltbekkasinerne, hører munken synge – og håber på at få en stalling til gryden. Og hvis vi har lyst til noget endnu lettere, er Karstoft Å kun få kilometer væk. Sdr. Omme ligge midt i det hele. En lille by i en kommune, hvor et par andre byer har taget over. Men en lille by, hvor der alligevel er mennesker, som vil noget. Enten de nu driver supermarked, byggemarked, kro eller autoværksted.
Det er altid mennesker, der afgør det hele. Det er mennesker, der bestemmer, om noget skal bære eller briste. Jeg tænkte på det, da min fætter, Villy Guldbrand Jensen, ejer og udgiver af Lyngposten, ringede og tilbød mig spalteplads til dette causeri – fordi Lyngposten har 40 års jubilæum. Jeg tænkte på, at Lyngposten i dagens Danmark er en lille ugeavis. Men så tænkte jeg også, at en avis aldrig er lille, med mindre udgivere og læsere beslutter, at den skal være det. Hvis de vil, at den skal leve og betyde noget – så er den stor. Og jeg ved, at Lyngposten er den største avis i Sdr. Omme. Og jeg tror, at aviser og byer har det til fælles, at de kun bliver små, hvis man giver op. Heldigvis er der mennesker, som vil, at Sdr. Omme stadig skal være midt i det hele – selv om centraliseringen raser. Og den kamp skal Lyngposten da være en del af. Den kan slet ikke undværes. Til lykke med jubilæet.