Svend Madsen har fået sin egen sti i sanehaven opkaldt efter sig, og dermed også afsløret at han var den hemmelige private donor til sansehaven.

I solskin og næsten tørvejr, blev Filskov Friplejehjems nye sansehave indviet torsdag formiddag.
En spændende sansehave der indeholder både lyde, dufte og synsindtryk

Af Villy Guldbrand Jensen -
Der ikke langt fra tanke til handling i Filskov.
En ide fostret i efteråret 2018 blev hurtigt omsat til handling, fortæller aktivitetsmedarbejder på Filskov Friplejehjem Dorthe Thorsted Mouritsen, der gik på nettet for at finde eksempler på sansehaver og senere sammen med ledelsen på Filskov Friplejehjem forelagde ideen for bestyrelsen.
Og som formanden Johan Andersen sagde i sin tale til de mange fremmødte gæster: Sansehaven gør livet værd at være her – og livet værd hos os i bestyrelsen!
- I starten af januar gik HedeDanmark i gang med at indrette sansehaven på et areal som indtil da var lagt ud som græsplæne, fortæller Dorte Thorsted Mouritsen, og lige indtil i går har de arbejdet på haven, som vi nu torsdag den 9. maj kan indvie.
Sansehave indeholder også en skov, og hvilken plejehjem i Danmark kan bryste sig af at have egen skov?
Pengene til sansehavne har friplejehjemmet skaffet via Ole Kirks fond, en privat donor og egen midler.
- Og vi synes selv vi har fået en spændende have med lidt for alle sanser.
Der er rislende vand, planter der dufter, en bålplads, frugttræer, og blomster i alle afskygninger, og så er der lavet en sti gennem skoven, hvor beboerne kan gå små ture og bliver de trætte er der bænke hvor de kan sættet sig.
Og nyde synet af de forhåbentlig mange fugle der flytter ind i de fuglekasser beboerne sammen med 4. klasse på Filskov Friskole havde lavet og hængt op i skoven.
Vi er stolte af vores sansehave, fortæller Dorte Thorsted Mouritsen, der også viser ”dyrene” i sansehaven frem. Tre fugle skåret ud af en træstamme og et får, lavet i kunstigt materiale, der står og græsser.
Torsdag den 9. maj havde man så inviteret samtlige beboere og pårørende samt venner af huset til afsløring af sansehaven, og små hundrede benyttede sig af muligheden for at se Hanne Jensen, Filskov Friplejehjems beboer med længst anciennitet, klippe den røde snor over og erklære sansehaven for indviet.
Efter indvielsen samledes de mange fremmødte til pølse, fadøl og is fra Nygårds Ismejeri i fællessalen.
Se flere billeder fra indvielsen af sansehaven i Lyngposten i næste uge!