Af Villy Guldbrand Jensen -

Lørdag den 4. januar 2020 blev der trådt i pedalerne på 88 spinningcykler i lokalerne hos Sdr. Omme Multicenter.
Fra kl. 9.00 til 21.00 blev der svedt og de første kilo fra juledagene forsvandt som dug for solen.
Instruktører sørgede hele tiden for at tempoet og humøret blev holdt oppe, med tilråb og høj musik, og skulle motivationen dale var det nok at nævne det gode formål dagen havde.
Hele overskuddet – sidste år var det omkring 50.000 kroner – gik ubeskåret til Børn, Unge & Sorg, som er en organisation der hjælper børn op til 28 år, som bliver ramt af sorg.
Men uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, så i cafeteriaet var der bespisning af 280 personer.

Hall bag initiativet
Bag spinningeventet i Sdr. Omme står Bjarne Hall, der nu for 6. gang har brugt et hav af timer på at få det hele til at fungere, godt hjulpet af andre frivillige, blandt andet løbeklubben i Sdr. Omme.
Gennem alle årene har målet været at samle penge ind til sygdoms- og sorgramte unge mennesker.
- Før jeg begyndte på spinningeventen var det andre former for arrangementer vi, sammen med andre, lavede for at indsamle penge.
Vi lavede bl.a. Musik ved Søen og havde et stort arrangement med Søs Fenger i Magion og et arrangement som vi stadig husker tilbage på med både glæde og stor fornøjelse var vores dinner arrangement hvor 24 par og 6 værter lavede en aften, hvor gæsterne skulle skifte til nyt værtspar, når de havde spist f.eks. forretten og hovedretten.
Hverken værter eller gæster kunne på den måde vide hvem de skulle spise samme med.

Fuldt hus
Lørdag kunne Bjarne Hall notere sig endnu en succes. 250 deltog i årets største bike event i Sdr. Omme.
Og som nævnt andet steds, så blev det også Bjarne Halls sidste tur som arrangør.
- Andre må træde til, og det gør de så heldigvis, slutter en tilfreds arrangør af årets bike event i Sdr. Omme.