Med udspillet ”Danmark Fremad” kommer den socialdemokratiske regering med sit længe ventede udspil for en ny og bedre infrastruktur i Danmark. Alle mine bange anelser er desværre blevet bekræftet, og regeringens udspil går fuldstændig uden om Billund Kommune.

Tidligere udspil fra både Thornings regering og den sidste Løkke regering havde ellers lagt op til store investeringer i infrastrukturen omkring Billund Kommune og Billund Lufthavn. Her var der gennem Togfonden lagt op til en jernbaneforbindelse til Billund Lufthavn og Billund by, samt investering i Hærvejsmotorvejen.

Begge projekter er desværre droppet, og jeg forstår godt, at specielt direktøren for Billund Lufthavn er meget skuffet. Det betyder at der ikke bliver lavet infrastruktur investeringer i forbindelse med Danmarks 2. største lufthavn. Derimod er der bl.a. lagt op til en yderligere udbygning af infrastrukturen omkring Kastrup Lufthavn. Planen er meget østvendt og fokuserer på de større byer på østkysten af Jylland og øerne.
Så meget for et Danmark i balance, som selvsamme regering ellers slår sig op, at kere sig så meget om.

Lidt godt nyt er der dog også fra Christiansborg: I december blev der indgået et bredt politiforlig, hvor det blev vedtaget, at der skal oprettes 20 nye nærpolitistationer rundt om i landet. Og i sidste uge blev det offentliggjort, hvor de skal ligge. Den nye nærpolitistation i Billund Kommune kommer til at ligge i Grindsted, og det synes jeg giver meget god mening. Siden politireformen tilbage fra 00’erne har vi manglet politidækning i kommunen, og selvom der er begrænset åbningstid, vil det give større tryghed med mere politi, og hurtigere responstider til politiopgaver.

I et indlæg i de lokale medier fremturer Troels Ravn (A) med at alt dette er den socialdemokratiske regerings for tjeneste, men det er vel alle forligspartierne, der står bag, som har del i dette. Lige som det sidste politiforlig, hvor der blev afsat penge til at uddanne flere nye betjente af en konservativ justitsminister, er de samlede forligspartier, der også her kan bryste sig af et godt forlig.

Fra konservativ side er vi glade for, at være en del af dette politiforlig, da det er med til at øge trygheden for kommunens borgere. Ligesom jeg håber at regeringen vil lytte til oppositionen, når der skal indgås et trafikforlig om de kommende års investeringer i infrastruktur, så vi forhåbentlig kan få trafikinvesteringer til Billund Kommune og Danmarks 2. største lufthavn.

Med venlig hilsen
Allan Munk Nielsen
Byrådsmedlem, Billund Kommune
Det Konservative Folkeparti
Egeparken 7
7260 Sønder Omme