Det har været op ad bakke, og et hårdt år, men Stephanie og Torben Hansen har ikke mistet modet på at drive kro i Sdr. Omme
Af Villy Guldbrand Jensen -

- Vi føler vi er slået tilbage til start, og det har været ligeså hårdt som vores første år som kroejer i Sdr. Omme, fortæller Stephanie der sammen med Torben Hansen har været på stort set hver eneste dag siden landet blev lukket ned i marts måned i 2020.
- Og det, der er det værste, er at vi ikke ved hvad der sker i morgen, og hvornår vi igen må få lov til at tage imod gæster.
Parret har måttet sige farvel til langt de fleste af deres ansatte, og er gået fra 14 til 5 ansatte i løbet af Corona perioden.
- Vi står uden kokke og tjener når vi igen får lov at åbne, så vi har en stor uvished om hvad vi gør – om en måned eller to, eller flere, fortæller Stephani, der selv må klare gryderne i køkkenet med hjælp fra gemalen Torben.
Heldigvis kan både Torben og jeg klare langt de fleste opgaver i huset – både som kok og som tjener – og Torben har lykkeligvis hænderne skruet rigtigt på, så han også kan hjælpe til med restaureringen af værelser.
Men det er og har været hårdt, og vi er lykkelige over at vi har en super familie der hjælper til når det kniber – for der er kun 24 timer i døgnet – og vi har to små børn.

Værelser renoveres
Det er kun restauranten der er lukket på Sdr. Omme Kro, men det ved folk bare ikke, lyder det fra Torben Hansen, der kun kan se få kroens værelser udlejet til bl.a. håndværkere.
- Derfor er vi gået i gang med at renovere de 13 værelser i den gule fløj, fortæller Torben Hansen, der med professionel hjælp selv står for renoveringen af værelserne der bliver forsynet med nyt gulv og loft, og nymalede vægge.
At parret bruger både kræfter og penge på renovering af værelserne vidner om at de ikke har tabt lysten, til trods for modgangen de møder.
- Vi har modet, men vi så gerne at politikerne så på hjælpepakkerne og rettede dem til.
I foråret kunne vi få lønkompensation, men kun for en del af lønnen. Resten skulle vi selv betale – uden at vi måtte gøre brug af medarbejderne i den del vi afregnede.
Det er dog blevet rettet til, så vi nu kan sende dem på arbejdsfordeling 80% af tiden.
Også momsen kunne Stephanie og Torben ønske sig ændret fremadrettet.
- En nedsat moms på restaurant og hotelophold ville hjælpe os, når vi igen får lov at åbne, fortæller Torben Hansen, der i øjeblikket ser ind i et tab på en lille million for 2020.

Fremtiden
På et eller andet tidspunkt – forhåbentligt inden alt for længe – åbner Danmark op igen, og Stephanie og Torben er klar til igen at tage mod gæster.
- Det er specielt selskaberne vi mangler, fortæller Stephanie, og vi har et håb om at vore kunder vender tilbage for fuld styrke, når de får lov. Jeg har på fornemmelsen at mange ønsker at støtte os!
Vi har også planer om at vi efter genåbningen vil satse mere på kvalitet og give gæsterne større oplevelser, supplerer Stephanie, og det betyder at vi vil droppe Spotdeal og andre deals, og i stedet hæve kvaliteten.
Vi vil også synliggøre os noget mere.
Det næste der kommer til at ske er at vi gør noget ved vores facade og placerer borde og bænke samt blomster foran indgangen.

- Vi har kun et ønske, lad os få lov at åbne igen, lyder det fra parret, så vi kan komme tilbage til en normal hverdag med masser af glade gæster.