Igen I år deltog jeg i Mindehøjtideligheden ved Grindsted Kirke, arrangeret af Besættelsessamlingen Grindsteds Venner, Grindsted Kirke og Billund Kommunes Museum. Det var igen i år et velbesøgt arrangement, som var både flot og bevægende. Det var 2. gang det blev afholdt, så nu kan vi vist godt kalde det en tradition – og en god tradition.
Først blev der nedlagt blomster på de 4 mindegrave, og ”Altid frejdig når du går” blev sunget. Hjemmeværnet og De Danske Forsvarsbrødre stod fanevagt. Derefter var der mindegudstjeneste i Grindsted Kirke ved sognepræst Bodil Raakjær Jensen.
Det var en god og tankevækkende tale, som sognepræsten holdt. En tale som selvfølgelig mindede og ærede de modstandsfolk, soldater og andre som betalte den ultimative pris for vores frihed. Men også talte om forsoning mellem mennesker og vores demokratiske rettigheder.
Tyskerne har i et par generationer været ilde set på grund af nazisternes ugerninger under 2. verdenskrig, og yngre generationer af tyskerne har selv følt en kollektiv skam for disse ugerninger. Vi er heldigvis nået langt, og har indset at samarbejde og dialog er vigtige faktorer, for at historien ikke skal gentage sig. Her er EU og NATO vigtige samarbejdspartnere, som har været med til at sikre fred, frihed og demokrati i den vestlige verden, gennem de sidste 74 år.
Der er desværre stadig nogle steder i verden, hvor man stadig kæmper for fred, frihed og demokrati, og en eller anden form for ekstremisme, religiøs eller politisk, holder befolkningen under et diktatorisk åg, og hvor folk forfølges på grund af deres religiøse eller politiske overbevisning. Disse folk skal vi forsøge at hjælpe og støtte bedst muligt gennem vores internationale samarbejder, og i yderste konsekvens gennem udsendelse af danske militære styrker. Ellers importere vi bare problemerne til vores eget land, som det desværre til dels er sket.
Vi har i dag kræfter i Danmark som bruger vores demokratiske rettigheder, til at agitere for at afskaffe demokratiet og folk, som kæmper/har kæmpet for IS. Folk der brænder Dannebrog af, og vil have vores Grundlov erstattet af Sharia lov. Dette avler modtryk, og giver plads til en Rasmus Paludan og Stram Kurs, der med sine provokerende udtalelser og afbrænding af Koranen, puster yderligere til polariseringen mellem mennesker.
Begge parter har ret til at komme med deres udgydelser i et demokrati, som det danske. Den bedste måde at møde dem, er med argumenter, og ikke med vold og ødelæggelse, som vi har set på Nørrebro og andre steder i København. De skal ikke udskammes – man skal diskutere åbent med dem, for kun på den måde kan man udstille deres tåbeligheder og ekstreme holdninger.
Kun på den måde undgår vi at historien gentager sig! Til næste år skal vi fejre 75 året for Danmarks Befrielse.
Til sidst en lille opfordring: HUSK at stemme til EU Parlamentsvalget søndag d. 26. maj!

Med venlig hilsen
Allan Munk Nielsen,
Sdr. Omme
Byrådsmedlem
Billund Kommune
Det Konservative Folkeparti