Arrangørerne kan ikke love sne i år men frisk luft er der masser af.

For 4. år i træk arrangerer Sdr. Omme IF Atletik og Motion et stort vinter crossløb i samarbejde med DGI Sydvest og forventer op mod 450 løbere til byen. Motionsløbet er nemlig den 6. ud af i alt 9 afdelinger af DGI's store vinterløbsserie, Sydvest Crossløb, der afvikles fra oktober til marts i Esbjerg, Varde, Ribe, Nr. Nebel, Læborg, Billund og Sdr. Omme.

Familievenlig motion
Crossløb er sjovt og udfordrende løb, der med garanti får pulsen op hos hele familien. Modsat de traditionelle motionsløb på asfalt, så foregår crossløb om vinteren på afvekslende ruter i skove, parker, på græs og små stier.

Sydvest Crossløb-serien er et meget socialt og familievenligt løb, hvor alle er gode til at vise hensyn til hinanden. Hvis man ikke løber ligeså hurtigt som sine børn, møder man dem undervejs på den ca. 2,5 km trafikfri rute, der skal gennemføres enten én, to eller tre gange.

Alle kan være med
Afdelingen i Sdr. Omme har plads til alle, uanset alder og niveau - og du behøver ikke være med i en løbeklub for at deltage.

Børn op til 10 år deltager gratis (kræver dog tilmelding) og alle børn op til 17 år får en flot medalje med hjem. Efter løbet er der mulighed for at købe kaffe og kage i Sdr. Omme Multicenter.

Sydvest Crossløb afholdes lørdag 25. januar kl. 11.00 med start og mål på Sdr. Omme Stadion. Online tilmelding er åben nu på teamsoif.dk/sydvest-crossloeb, dgi.dk eller via Facebook "Sydvest Crossløb". Eftertilmelding er også mulig på dagen mod ekstra gebyr.