Af Villy Guldbrand Jensen -
Årets Tour de France er på vej ind i de afgørende etaper inden rytterne kan køre æresrunde i Paris søndag.
Løbet bliver fulgt af millioner af tilskuere rundt omkring ved TV apparaterne i hele verden.
I Brande er årets Tour de France specielt spændende i år.
På Fuglevænget følger Lykke Eg spændt med hver dag for at se hvordan barnebarnet Niklas Eg fra Kibæk klarer sig.
Niklas er for første gang med ved Tour de France efter han de to foregående år har kørt henholdsvis Giro d´Italia og Vuelta Espania for sit hold Trek.
- Jeg ser ikke det hele, men jeg følger med i løbet og ser altid afslutningerne, fortæller Lykke Eg, der lagde ud med at få et mindre chok ved dette års Tour de France.
Jeg var i byen og kom hjem den aller første dag de kørte og så på min telefon at der var en dansker der var røget i asfalten.
Jeg skyndte at få tændt for fjernsynet og kunne se at det var Niklas der var væltet.
Heldigvis var han ikke kommet alvorligt til skade og netop den dag, hvor det havde regnet hele dagen, havde man fra løbsledelsen sagt at tider ved 3 kilometer før målet blev neutraliseret, så det gav heller ikke tidstab.
Men jeg indrømmer at det gibber nogle gange noget i mig når jeg ser de kører ned ad bjergene.
En dag var der en fra Skarrild der skrev til mig: Sig mig, ved du hvor stærkt de kører ned ad bakkerne?
Jeg skrev til Niklas og spurgte og fik svaret: Mellem 80 og 90 kilometer i timen!

Fodbold vraget til fordel for cykling
Niklas Eg er vokset op i Kibæk. Både hans far og farbror spillede fodbold, så det lå lidt i luften at det skulle Niklas også.
Men som 7-årig begyndte han at cykle rundt på gaderne i Kibæk og arrange-rede selv små cykelløb, og en dag kom han til sin far og fortalte at nu ville han ikke spille fodbold mere, men i stedet begynde at køre cykelløb.
Hans far – Allan Eg – tog beslutningen alvorlig og meldte sønnen ind i Herning Cykel Club, og her stod det hurtigt klart at Niklas havde evner og talent for at køre cykelløb.
Et talent som søsteren Simone også besad.
Hun opnåede flere Danmarksmesterskaber inden hun valgte at prioritere en uddannelse og startede med at læse økonomi på Århus Universitet.
Niklas vandt rigtig mange løb i ungdomsårene og det betød også at hans far fik interesse for klubben og dens aktiviteter.
I flere år var han bestyrelsesmedlem og formand for Herning Cykel Club.

Målet er Paris
I dag som 25-årig, er Niklas i gang med sin tredje sæson som professionel, og i år lykkedes det at blive udtaget af sit hold Trek til årets Tour de France, der på grund af Corona er blevet skubbet til september måned.
Niklas rolle på holdet er at hjælpe de to kaptajner Richie Porte og Bauke Mol-lema, så det er ikke etapesejre eller topplaceringer der står øverst på hans dagsorden.
Men foreløbig er det blevet til en flot 68. plads og et håb om at få lov til at køre rundt om Triumfbuen i Paris på søndag.
- Han er ved godt mod, og hans humør fejler – som altid – ingenting, fortæller Lykke Eg, der betegner sit barnebarn som en type der ikke bare lige giver op.
På et tidspunkt var han i Utah i USA og køre løb, og der fortalte han mig at det var ligesom at trække luften gennem et sugerør, når de kørte oppe i højderne.

Bor i Spanien
Niklas Eg bor sammen med to andre ryttere, blandt andet Kasper Petersen, i Katalonien tæt ved Barcelona.
Både på grund af det gode vejr året rundt, og de mange muligheder der er for at træne i varieret terræn.
- Så det er ikke så tit jeg ser ham, fortæller Lykke Eg, der heller ikke har tænkt sig at tage turen til Frankrig for at se løbet på nærmeste hold.
- Jeg ved også hans forældre har valgt det fra at tage til Frankrig. Coronaen gør at vi ikke kan komme tæt på rytterne, så det vil ikke give ret megen mening at tage derned.
Til gengæld er Niklas god til at ringe, når han er i Danmark, og aftale et besøg i Brande hos farfar.

Farfars eget cykelløb
Selvom Lykke Eg aldrig har dyrket hverken fodbold eller cykling på højere niveau, er han stadigvæk aktiv på cyklen.
- Vi er en 14-15 mand der hver torsdag kl. 9.30 mødes og cykler en lang tur.
Nogle gange kører vi til andre steder i landet og cykler.
F.eks. har vi lige været i Esbjerg, hvor vi cyklede langs stranden forbi de fire hvide mænd, inden vi gjorde holdt for at spise frokost og bagefter cyklede tilbage igen.
Vi stopper dog med cykling nu, da SIM starter op nede i hallen for vinterens aktiviteter.
Men i disse dage bliver der hver dag tændt for TV2 for at følge Niklas Eg på de franske landeveje.
Og det er muligt at Niklas Eg mærker hårene rejse sig på armene når han kører rundt på Champ de Lysse på søndag.
Men måske sidder der også en i Brande der får gåse-hud!