Efter en årrække hos DLG vender Anja Østergaard Andreassen nu tilbage til sin sande profession: frisørfaget. Drømmen er at åbne en salon, hvor tid og opmærksomhed til kunden er kodeordene.
Winia, som den nye frisørsalon hedder, er beliggende på Hovedgaden 15-17, midt i Sdr. Omme by, og den slår dørene op for første gang torsdag den 1. november 2012. Det er en moderne frisørsalon, hvor der bliver lagt vægt på det gode håndværk i hyggelige omgivelser. Kunderne skal føle, at de bliver forkælet fra de kommer ind af døren, til de går igen.
Anja har selv indrettet salonen, som i første omgang indeholder to betjeningspladser. Hun har også fået installeret en massagevask, der giver en afslappende og nærmest vanedannende oplevelse. Atmosfæren i salonen er laid-back, og det er den gode klipning, der er i centrum. Booking vil være muligt at foretage online og via telefon, og salonen tilbyder desuden sms-påmindelser.
Drømmen om at blive selvstændig
Anja Østergaard Andreassen er 31 år. Hun blev færdiguddannet som frisør i 2003, hvorefter hun arbejdede som frisørassistent frem til sommeren 2006. Drømmen har dog altid været at åbne sin egen frisørsalon, og nu hvor børnene har fået en alder, hvor det kan familiemæssigt kan lade sig gøre, skal det være:
”Jeg elsker frisørfaget, og jeg sørger hele tiden for at holde mig opdateret og følge med i trenden. De sidste måneder har jeg deltaget i mange kurser, for at få alle teknikker og den seneste nye mode ind under huden. Så jeg er klar og glæder mig til at vise jer efterårets mode i salonen.
Hos Salon Winia er der plads til alle; både damer, mænd og børn er velkomne.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang og give jer en god betjening”
Der afholdes reception i salonen, fredag den 2. november 2012 kl. 15.00, hvor alle er velkomne.