Jørgen Clement, Skovvej 20,
7260 Sdr. Omme

Stor TAK til alle der stemte på mig ved det netop overståede kommunalvalg. Jeg er meget taknemmelig for de personlige stemmer, jeg fik - det er en flot tillidserklæring at få. Ligeledes en stor tak til vores lokale Venstrebestyrelse her i Sdr. Omme uden hvis hjælp det ikke var gået.
Efter en pause på 3 perioder, stillede jeg op igen og kom ind. Men noget spænding var der inden, det blev en realitet. Da vi var færdige med stemmeoptællingen på Sdr. Omme Kro ved midnat, var det noget usikkert om de personlige stemmer, jeg havde fået, kunne række til en plads i byrådet.
Jeg troede det ikke selv, så jeg gik hjem og i seng. Stor var glæden, da min kone vækkede mig kl. 6 næste morgen og sagde, at der lå beskeder på min telefon om at jeg var kommet ind.
Nu skal jeg i arbejdstøjet omkring byrådsarbejdet, og der skal arbejdes på mine mærkesager. Det håber jeg kan ske ved, at jeg kommer i de udvalg som mine fokuspunkter hører under.
Det næste der skal ske inden selve byrådsperioden begynder er fordeling af udvalgsposter, konstituerende byrådsmøde den 6.december, og så starter det for alvor til januar.