Jeg er næsten færdig med en dag præget af lidt sygdom, og en dårlig fornemmelse i forhold til EU valget. Valgresultatet er næsten gjort op, og desværre for Danmark holdt den dårlige fornemmelse stik, og Dansk Folkeparti måtte afgive tre af sine fire mandater.
Valgets store vinder er Venstre, der med en slutspurt, indeholdende et pludseligt opstået ønske om permanent grænsekontrol, går fra to til fire mandater.
Efter folketingsvalget i 2015 var det især spørgsmålet om grænsekontrol, der afholdt Dansk Folkeparti fra at gå med i regering. Venstre stillede som betingelse i et regeringsgrundlag, at Dansk Folkeparti skulle afstå fra kravet om grænsekontrol, hvilket vi naturligvis hverken kunne eller ville. Venstre har siden gentagne gange afvist Dansk Folkepartis ønske om permanent grænsekontrol.
For få dage siden lancerede Venstre så, ud af det blå, sit eget ønske om permanent grænsekontrol. Intelligent grænsekontrol måtte man forstå. Som om nogen i Dansk Folkeparti har ønsket uintelligent grænsekontrol. Og hvordan vil man så i Venstre opnå denne intelligente grænsekontrol? Jo man vil såmænd ”bare” med sine fire mandater få EU til at ændre Schengen aftalen. Hvis Schengen aftalen ændres, bliver det ikke pga. Venstre, men simpelthen fordi det faktum, at det er nødvendigt, bliver så indlysende, at selv Merkel og Macron ikke kan afvise det! Venstre har før pustet sig op overfor de danske vælgere, og bla.a. villet stoppe EU i at blande sig i danske dagpenge, børnepenge og uddannelsesstøtte. Reaktionen på at EU uden videre afviste Danmarks ønske om selv at bestemme på førnævnte områder, var det, fra Venstre, sædvanlige ”Øv, men vi synes stadig EU er fantastisk, og skal bestemme endnu mere.”
Desværre lykkes det gang på gang danske politikere at bluffe vælgerne. Socialdemokratiet har efter eget udsagn ændret holdning på flygtninge-indvandrer området. Det skete lige pludselig, efter man i 25 år har gjort alt for at sabotere Dansk Folkepartis arbejde for at forhindre landet i at være genstand for muslimsk masseindvandring. Den ændrede holdning er desværre ikke mere reel end Venstres ønske om grænsekontrol, og deles på ingen måde af de socialdemokratiske politikere, udover den snævre top, der af taktiske årsager har ”gennemført” den. Faktisk har samtlige socialdemokratiske folketingskandidater, inklussive Mette Frederiksen, i kandidat testen svaret, at de ønsker at forhøje ydelserne til indvandrere.
Rundt omkring i Billund kommune hænger der fælles reklamer for Venstres og Socialdemokratiets kandidater i Vejen(-Billund)kredsen. Stem lokalt står der, men mindst en af dem er modstander af Billund banen. Begge er ”garanter” for en stram indvandringspolitik, men begge er i virkeligheden modstandere af den aktuelle stramme indvandringspolitik. Den ene vil i øvrigt også skære i støtten til friskolen i Filskov.
Dansk Folkeparti har en kandidat der ikke bor i kredsen, men som mener følgende: Uddannelserne i Grindsted, og andre lignende byer skal bevares, uanset de måtte koste mere end de gør andre steder. Billund banen skal laves, af hensyn til lufthavnen og kommunens turisme, og uanset hvad trafikøkonomerne siger. Grindsted forureningen skal rydes op hurtigst muligt, og staten skal betale omkostningerne. Og så er hun sammen med resten af Dansk Folkeparti den eneste garant for en fortsat stram indvandringspolitik, og ikke mindst kampen for fortsat forbedring af ældres vilkår. I Billund Kommune har vi hvert år mange millioner ekstra til ældreområdet, takket være de puljer Dansk Folkeparti har kæmpet hjem ved skiftende finanslovsforhandlinger på Christiansborg!
Jeg opfordrer alle til at stemme på Dansk Folkeparti og Susanne Eilersen ved det kommende folketingsvalg.

Med venlig hilsen
Mogens Jørgensen,
Sdr. Omme
Næstformand Dansk Folkeparti Billund Kommune
Medlem af Økonomiudvalget og Unge & Kultur udvalget